Orientering fra møde i Landssamrådet den 19. september 2022

Mange af Samrådets medlemmer var på Spejdernes Lejr og har haft en rigtig god oplevelse på lejren.

Styrelsesmedlemmerne i DUF berettede om delegeretmøde til december, og Samrådet begyndte så småt på forberedelserne til mødet.

Samrådet satte fokus på og drøftede de væsentligste formål med Landssamrådet.

Samrådet fik præsenteret temadagen for de lokale samråd og hørte dertil om de lokale samråds arbejde og om Borgmesterkonferencen, som blev afholdt på Spejdernes Lejr.

Orientering fra møde i Landssamrådet den 30. maj 2022

Siden sidste samrådsmøde har Samrådets DUF-styrelsesmedlemmer holdt strategimøde. Samrådet orienteredes om dette og genbesøgte herefter med en drøftelse Samrådets politiske mål ind i DUF med sigte på den nye DUF-strategi fra 2024. Styrelsesmedlemmerne orienterede dertil om, at afbureaukratiseringsprojektet er sat i gang, at der er høringsforslag om gymnasier, der ikke må afvise elever, og at demokratiprojektet samt Lokalforeningspuljens retningslinjer blev drøftet på sidste DUF-møde.

Samrådet besluttede, at kontingentsatsen for medlemskab af Samrådet fra 2023 skal være 2,36 kr. per medlem.

Samrådet godkendte Samrådets budget for 2023.

Orientering fra møde i Landssamrådet den 5. april 2022

Repræsentanter fra DUF’s sekretariat deltog i første del af samrådsmødet med oplæg om den nye rapport fra VIFO om, hvordan Samråd inden for det folkeoplysende område samarbejder med kommuner.

Ukraine fylder på dagsordenen hos DUF, da DUF generelt samarbejder meget med Ukraine, og pt. forsøger DUF bl.a. at hjælpe flygtninge. Afbureaukratisering er stadig på dagsordenen, og der er kommet gode indspark fra medlemsorganisationerne. DUF har for nylig afholdt styrelsesseminar.

Samrådets politiske mål for indsatsen i DUF blev drøftet. Der blev bl.a. sat fokus på emner som demokrati, unge, trivsel, foreningsudvikling og internationalt arbejde.

Der vil blive nedsat en lokal projektgruppe for hver af de ti nye naturnationalparker. I de lokale projektgrupper kan man fx diskutere, hvor hegnslinjerne præcist skal ligge, hvor indgangen skal være, og hvilke store græssende dyr der skal sættes ud. De lokale samråd vil formentlig være de primære, der vil repræsentere en børne-vinkel i projektgrupperne.

Orientering fra møde i Landssamrådet den 25. januar 2022

Der er kommet ny politisk ledelse i DUF, og der er blev afholdt et godt styrelsesseminar med intro til DUF’s arbejde. Samrådet evaluerede deltagelsen i DUF’s Delegeretmøde, som blev afholdt i december. Samrådet drøftede rådets kandidater til DUF’s puljeudvalg. Samrådet blev orienteret om DUF’s indsats for at mindske administrativt bøvl i foreninger.

Samrådet blev orienteret om det kommende bestyrelsesvalg i Friluftsrådet og fik en status på arbejdet omkring naturnationalparkerne.

Samrådet godkendte rådets regnskab for 2021.

Orientering fra møde i Landssamrådet 15. november 2021

Nødpuljerne i DUF bliver snart åbnet. Der vil være en kort ansøgningsperiode.

Samrådet diskuterede, hvordan Samrådet bedst understøtter sine repræsentanter i DUF, både i Styrelsen og bevillingsudvalgene i DUF.

Samrådet opstiller en kandidat, Christine Ravn Lund, til formandsposten i DUF, samt tre øvrige kandidater til Styrelsen. Samrådet diskuterede i den sammenhæng, hvilke prioriteter vi ønsker at arbejde med i DUF i den kommende periode.

Samrådet fik en orientering om det kommende DUF delegeretmøde den 4. december, og forberedelsen til mødet blev diskuteret.

Samrådet har godkendt årshjulet for indhold til møder i 2022-2023.

Orientering fra møde i Landssamrådet 27. september 2021

Landssamrådet godkendte budgettet for 2022.

Landssamrådet fik en orientering om puljer i DUF, bl.a. om Nødpuljen, som vil åbne snart, og Lokalforeningspuljen, som er indstillet indtil videre pga. corona-puljerne. Samt en orientering om, at der snart er førstebehandling af DUF’s budget for 2022. Samt, at der i DUF er besluttet, at der i samarbejde med Udenrigsministeriet skal laves et østafrikansk projekt, der sætter fokus på unges demokratiske selvtillid. Landsamrådet fik dertil en orientering om DUFs delegeretmøde lørdag den 4. december.

Landssamrådet blev orienteret om Temadagen den 6. november samt om kontakten til de lokale samråd i forbindelse hermed.

Landssamrådet tog beslutning om mødedatoerne for 2022.

Orientering fra møde i Landssamrådet juni 2021

Landssamrådet blev præsenteret for budgettet for 2022 med henblik på input og endelig vedtagelse på næste møde.

Landssamrådet drøftede formålet med demokratiprojektet (DUF) gennem små workshops.
Medlemmer fra DUF’s styrelse opdaterede Landssamrådet på bl.a. den nyligt udgivne samværsundersøgelse, anbefalinger til foreninger vedr. bøvl med hvidvaskningsregler, nye puljer og det nordiske samarbejde.

Landssamrådet har godkendt en skriftlig høring om at sætte gang i proces med at oprette en tipsfølgegruppe. Baggrunden for tipsfølgegruppen er at styrke opbakningen til Samrådets medlemmer i tipsudvalget i et netværk, hvor de orienteres om relevante problematikker fra samrådsorganisationerne samt klædes på til udvalgsarbejdet.

Landssamrådets indsats for de lokale samråd blev også diskuteret, da Udviklingsdagen sidst i maj blev aflyst grundet for få tilmeldinger. Der afholdes en temadag for de lokale samråd den 6. november 2021 og udkast til dagsorden blev præsenteret på mødet.

Orientering fra møde i Landssamrådet april 2021

Samrådet godkendte samarbejdsaftalen med Spejdernes Administrationsfællesskab (SAF). I samme forbindelse revideres forretningsordenen, så det fremgår deraf, at sekretariatet nu ligger hos SAF.

Regnskabet for 2020 blev godkendt.

Samrådet diskuterede indhold på den kommende udviklingsdag i maj, hvor temaet vil være, hvordan de etablerede lokale samråd og interessevaretagelsen i kommunerne kan styrkes. Output fra udviklingsdagen skal bruges til Temadagen i november, som tilbringes med de lokale samråd.

Samrådet blev præsenteret for DUFs strategi 2021-22. Genåbningen fylder meget hos samrådsorganisationerne og blev også diskuteret på mødet. Slutteligt blev der valgt fire (nye) kandidater til DUFs styrelse.

Orientering fra møde i Landssamrådet januar 2021

Samrådet har fået ny formand: Karen Risør Bjerre fra DDS.

Samrådet fik en status på overdragelsen af sekretariatsfunktionen til Spejdernes Administrationsfællesskab. Der har på nuværende tidspunkt været et overleveringsmøde mellem KFUM-KFUK og SAF.

Samrådet drøftede DUF’s strategi 2021-22. Drøftelsen gik primært på Samrådets prioriteter og input til styrelsesmedlemmerne i strategiarbejdet. DUF’s delegeretmøde 2020 blev ligeledes evalueret.

Samrådet er repræsenteret i alle puljerne. Der er et klart ønske om, at Samrådets repræsentanter i bevillingsudvalgene er klædt godt på til at løfte deres opgave i udvalgene. Svarene på det tidligere udsendte spørgeskema til nuværende og tidligere puljemedlemmer blev fremlagt for Samrådet.

Samrådet modtog opstillinger til DUF’s styrelse. Processen fortsætter på det kommende samrådsmøde.

Orientering fra møde i Landssamrådet november 2020

Amalie Cordes stopper som formand. Lasse Nicky Nybo-Andreasen, der er konsulent i FDF, træder til som midlertidig formand. Der arbejdes på at finde en ny formand fra DDS inden nytår.

Samrådet drøftede tilbud på varetagelse af sekretariatsfunktionen fra Spejdernes Administrationsfællesskab (SAF). Samrådet gav sin opbakning til at formandskabet forhandler videre med SAF om en egentlig samarbejdsaftale.

Samrådet planlagde forberedelserne til DUFs delegeretmøde 2020.

Styrelsesmedlemmerne orienterede om de aftryk, der er sat på forslaget til DUFs nye politiske mål.