Samrådsorganisationerne

Danske Baptisters Spejderkorps
Gl. Gugvej 21, 9000 Aalborg
Tlf.: 98 16 62 50, fax: 98 11 68 50
e-mail: dbs@dbs.dk web: www.dbs.dk

Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) er et selvstændigt spejderkorps stiftet i 1930 og med tilknytning til Baptistkirken i Danmark. Korpset tæller ca. 1400 medlemmer i 35 lokale kredse. Uniformen er blå med turkis tørklæde. Korpset er et kristent spejderkorps og arbejder ud fra den internationale spejderbevægelses idé om medbestemmelse og ansvar. Øverste myndighed er førerstævnet, som afholdes hvert år i påsken, og hvor alle ansvarlige førere har stemmeret.

Korpset er medlem af spejderbevægelsens to verdensorganisationer WAGGGS (pigerne) og WOSM (drengene). Korpset har endvidere tæt samarbejde med spejdere i de to afrikanske stater Rwanda og Burundi. Korpset udgiver bladet Spejdernyt for alle medlemmer.


Det Danske Spejderkorps

Spejdercenter Holmen
Arsenalvej 10, 1436 København K
Tlf.: 32 64 00 50, fax: 32 64 00 75
e-mail: info@dds.dk web: www.dds.dk

Det Danske Spejderkorps (DDS) er en børne- og ungdomsorganisation, der bygger på den internationale spejderbevægelses grundideer. Korpset er åbent for alle uanset race, sprog, religion og politisk opfattelse. Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden.


DUI-LEG og VIRKE

Arsenalvej 14, 1436 København K
Tlf.: 36 17 72 00, fax: 36 44 27 76
e-mail: dui@dui.dk web: www.dui.dk

DUI-LEG og VIRKE er en holdningsbestemt børne- og ungdomsorganisation, der tager sit udgangspunkt i arbejderbevægelsens idegrundlag. Organisationens nationale arbejde sigter mod at skabe væresteder med positive fællesskaber for børn, unge og familier. Specielt  i boligområder med mangel på organiserede fritidsaktiviteter gør DUI-LEG og VIRKE en indsats for at give det sociale miljø et løft. Arbejdet bygger på ansvar gennem medindflydelse, hvorfor et emne som børne- og ungdomsdemokrati også er højt prioriteret i organisationen.
På det internationale område samarbejder DUI-LEG og VIRKE med søsterorganisationer fra det meste af verden og endvidere udvikles og drives løbende konkrete bistandsprojekter – specielt i Latinamerika.


Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF)

Rysensteensgade 3, 1564 København V
Tlf.: 33 13 68 88, fax: 33 91 91 65
e-mail: FDF@FDF.dk web: www.FDF.dk

Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, er en kirkelig børne- og ungdomsorganisation som blev startet i 1902. FDF har ca. 26.000 medlemmer fordelt på 450 kredse udover landet. FDF står i tæt tilknytning til den lokale sognekirke. FDF´s medlemmer er fra 5 år og opefter, og ledes af voksne ledere.
Aktiviteterne spænder vidt: Ture og lejre, herunder en årlig sommerlejr, friluftsliv, musik, lege og meget andet. På FDFs hjemmeside ses bl.a. organisationens værdigrundlag.
FDFs udgiver en lang række materialer, sangbøger, inspirationsbøger og blade som kan rekvireres i FDFs butik eller på Forbundskontoret. FDF har en veludbygget lederuddannelse samt tæt kontakt til en række efterskoler samt Silkeborg Højskole.


De grønne pigespejdere

Spejdercenter Holmen
Arsenalvej 10, 1436 København K
Tlf.: 33 12 95 38, fax: 33 12 67 75
e-mail: info@pigespejder.dk web: www.pigespejder.dk

De grønne pigespejdere søger gennem spejdersport og andre aktiviteter at skabe gode betingelser for et fællesskab, hvor friheden for den enkelte spejder er størst mulig. I forlængelse af spejderlov- og løfte er det De grønne pigespejderes hensigt ved sit arbejde at styrke den enkelte pige til at tage medansvar for fællesskabet, engagere sig i samfundet og arbejde for mellemfolkelig forståelse i overensstemmelse med den internationale pigespejderbevægelses ide.
De grønne pigespejdernes programstof er det pædagogiske materiale, der formidler korpsets formål. Det er inddelt i 8 temaer: Spejderlov og -løfte, Kristendom, Pigespejder, Dig selv, Kreativitet, Natur, Samfund og Verden.


KFUM-Spejderne i Danmark

Spejdercenter CPH, Wagnersvej 33, 2450 København SV
Tlf.: 70 10 26 66, fax: 39 16 26 66
e-mail: info@kfumspejderne.dk web: www.kfum.dk

KFUM-Spejderne er startet i 1910 og har som grundlæggende ide at give børn og unge udfordringer og oplevelser båret af friluftsliv, kammeratskab og kristent fællesskab. KFUM-Spejderne er både for drenge og piger og henvender sig til alle aldersgrupper. KFUM-Spejderarbejdet består af aktiviteter, der udvikler mennesker på alle områder: Fysisk, intellektuelt, socialt, åndeligt og følelsesmæssigt. Spejderne mødes som regel en gang om ugen og tager også på ture og lejre. Aktiviteterne foregår for det meste udendørs.
KFUM-Spejderne i Danmark er et folkekirkeligt arbejde, derfor er det også en del af organisationens formål at give børn og unge kendskab til det kristne evangelium. Det sker ved en levende og aktiv forkyndelse, som lader det enkelte menneske selv tage stilling til livets og kristendommens mange spørgsmål.
Der findes spejdere i mange lande, faktisk er der mere end 30 millioner mennesker, i mere end 160 lande, der er en del af spejderfællesskabet.
KFUM-Spejderne i Danmark er tilsluttet verdensspejderorganisationen The World Organization of The Scout Movement (WOSM).


KFUM og KFUK i Danmark

Valby Langgade 19, 2500 Valby
Tlf. 36 16 60 33, fax. 36 16 08 18
e-mail: national@kfum-kfuk.dk web: www.kfum-kfuk.dk

KFUM og KFUK er en kirkelig børne- og ungdomsbevægelse, der tilbyder børn og unge aktiviteter lokalt, lejre og festivaler over hele landet og et globalt fællesskab gennem YMCA og YWCA. I KFUM og KFUK møder du kristendommen gennem fortællinger og aktiviteter. Vi sætter dialog og rummelighed i centrum, og der er plads til alle. Det er ikke et krav, at du tror på Gud for at være med. Der er plads til både tro og tvivl. KFUM og KFUK formidler det kristne budskab på en måde, der er relevant for børn og unges liv og hverdag. I alt har KFUM og KFUK cirka 9.000 medlemmer i Danmark, heraf 1.500 frivillige ledere fordelt på ca. 130 foreninger i hele landet.